Håndværk i Allesø, Broby og Næsby

Landsbyens håndværkere

Håndværket var i ældre tider først og fremmest knyttet til byen, men det satte også sine spor på landet. Fra vort eget område kan vi fremdrage følgende eksempler:

I Viemosen er som bekendt gjort et af Danmarks største mosefund. Der er tale om et offerfund fra ca. 300 år e. Kr., og det bærer tydelige vidnesbyrd om, at der, før de mange genstande blev nedlagt i mosen, har fundet et slag sted. Blandt de mange genstande, der er fremdraget, er en jernambolt, flere tænger, hamre, file, mejsler, søm m.v., og der kan ikke være tvivl om, at der har fulgt en smed med hæren. Da Broby kirke opførtes omkring år 1300, var det teglbrændere, stenhuggere og murere, der udøvede deres håndværk, og et par århundreder senere satte maleren sine spor i Allesø kirke, da han forsynede den med kalkmalerier.

Her møder vi altså smeden, teglbrænderen, stenhuggeren, mureren og maleren. De har eksisteret, men som det er fremgået, er det ikke hverdagen i datidens bondesamfund, de har præget. Den eneste, der var fast knyttet til landsbysamfundet, var smeden, og ham træffer vi til gengæld forholdsvis tidligt. Hvor der dyrkedes landbrug, var der behov for en smed, og en landsby behøvede ikke at være ret stor, før bønderne sørgede for, at der oprettedes en smedje. Eksempelvis har i Allesø med ca. 30 middelstore gårde og et tilsvarende antal mindre brug to smede kunnet ernære sig helt op til vor tid.

Det er også i kildematerialet fra Allesø, vi første gang træffer på smeden. Omkring 1670 opførtes der her en ryttersmedje, og det har den naturlige forklaring, at jorden, der hørte til gårdene i Allesø, var udlagt til ryttergods. Nøjagtig som bønderne havde deres gårde i fæste, således havde smeden smedjen i fæste, og vi kan i fæsteprotokollerne følge byens smede -fra 1670, hvor Jørgen Knudsen fæstede smedjen, og til 1852, hvor smedjen sammen med byens gårde overgik til selveje.

Smedjen lå midt i byen ved gadekæret syd for kirken. Den eksisterede indtil 1935, hvor den afløstes af en mere tidssvarende smedje.

Det samme er på det nærmeste tilfældet i Broby og Næsby. Også jorden, som hørte til størsteparten af gårdene i Broby, var ryttergods, og her formodes der at være blevet opført en ryttersmedje omtrent samtidig med smedjen i Allesø. Her kan vi i fæsteprotokollerne følge smedene fra 1709, hvor Hans Pedersen fæstede smedjen efter sin far, Peder Rasmussen. Af fæsteprotokollen fremgår det, at bønderne i Næsby i 1710 fremsatte ønske om oprettelse af en smedje, og de havde udset sig smedesvend Lars Pedersen fra Odense, til hvem de ville »opbygge et smedehus«. Smedjen kom til at ligge ved siden af »Solbakken«, der hvor der nu er benzintank.

Øvrige håndværkere spillede, som det vil fremgå, en beskeden rolle på landet. Det var ikke tilfældet med håndværkerne i byen, idet de tidligt organiserede sig og dannede laug. I en større by som Odense har man op gennem tiderne registreret godt en snes håndværkerlaug, og heraf stammer skomagernes, skræddernes og smedenes fra første halvdel af 1400-tallet. Gennem laugene sikrede byerne sig visse privilegier på udøvelse af hånd­værk, og med årene kom byens håndværkere til at udgøre en solid del af borgerstanden. Som helhed fungerede laugene, indtil tanken om nærings­frihed sejrede og næringsloven trådte i kraft i 1862.

Helt anderledes vilkår var der for håndværket på landet. Visse hånd­værkeres tilstedeværelse var påkrævet, for at landbruget kunne fungere tilfredsstillende, men der var sat visse grænser via lovgivning. Således blev det ved lov i 1558 bestemt, at der på landet måtte findes smede, tømrere, murere, skræddere og skomagere, og det blev præciseret i Danske Lov af 1683, hvor der yderligere blev f øjet en række håndværkere til: »Ingen håndværksmand må bo på landsbyen, undtagen grovsmede, tømmermænd, bødkere, teglbrændere, pottemagere, hjulmænd, murmestre, skindere, væ­vere, som væver vadmel, blår- og hampelærred, skræddere, som syr vadmel, og de skomagere, som syr bøndersko«. De nævnte håndværkere blev anset for uundværlige for landbefolkningen, og andre måtte ikke slå sig ned som håndværkere uden for købstadens grænser. Vadmel var groft, hjemmevævet klæde, der anvendtes af den jævne befolkning, og ved at sætte begrænsninger for væveres, skrædderes og skomageres materialer, har man sikret sig, at produkterne havde en sådan kvalitet, at landhåndværkerne ikke kom til at gå deres kolleger i byen i bedene.

Som helhed gjaldt det, at landhåndværkeren ikke påførte byhåndværkeren nogen konkurrence, og socialt kom  landhåndværkeren ikke på højde med byhåndværkeren. Landhåndværkeren var ikke organiseret, og i mange tilfælde havde han fået sin uddannelse ved at være medhjælper eller hånd­langer for en ældre håndværker. Lauget i den nærmeste købstad var uden interesse for ham; han drev sin virksomhed i landsbyen, og almindeligvis blev han nedvurderet af byboen. For øvrigt var det begrænset, hvad der fandtes af håndværkere i landsbyen, eftersom bønderne langt op i tiden på en række områder var selvforsynende. Som vilkårene var, havde håndværkerne på landet ikke udsigt til større  

  Den gamle ryttersmedje (øverst) stod indtil 1935, hvor den afløstes af ny - og tidssvarende smedje (nederst) . Billedet af den gamle smedje stammer fra samme år, idet træet , der skal bruges til ombygningen er ankommet. Personerne er fra højre smed Marius Larsen og hans kone Maren, og yderst til venstre smed Kai Nielsen og hans kone Signe . Luftfotoet er fra 1948.

velstand, og de var heller ikke medlemmer af bylauget, der i det væsentlige var forbeholdt bønderne. Med undtagelse af smeden rangerede håndværkerne på linie med husmændene, og for manges vedkommende var hånd­værket kun et bierhverv. Mange drevet landbrug ved siden af, og i folketæl­lingslisterne finder vi ofte sammen med en håndværkerbetegnelse anført husmand. I praksis har det været husmænd, der har suppleret deres ind­tægter ved en del af tiden at udføre et håndværk, som de havde lært, eller håndværkere, der for at kunne ernære en familie har haft en jordlod, som de har dyrket sideløbende med udførelse af håndværket.  

 At også bonden med den mindre gård ved siden af drev håndværk, er der et godt eksempel på i Broby. Bertel Nielsen, der i 1853 udflyttede matr. nr. 19 fra Søballe til nuv. Bogensevej 420, er i folketællingslisten anført som gårdmand og tømrer. Han havde lært tømrerhåndværket og var efter ud­flytningen af gården aktiv som tømrer ved opførelsen af flere ejendomme i Broby.  

 Mange af dem, der etablerede sig som håndværkere på fuldtid, var for øvrigt bygningshåndværkere. I forbindelse med udskiftningen opførtes mange nye gårde, og her var der brug for selvstændige murere, tømrere, snedkere og tækkemænd. En uundværlig hjælp for bonden idet nye samfund, der opstod som følge af udskiftning og overgang til selveje, var yderligere karetmageren, der fremstillede vogne, hjulmanden, der forsynede dem med hjul, og bødkeren, der lavede tønder og kar. De hørte til landsbyen, og det gjaldt for dem som for de øvrige, at de måtte holde svend og læredreng.

Efter næringslovens ikrafttræden i 1862 øgedes mulighederne for at etab­lere sig som håndværker på landet. For at hindre, at der i den enkelte landsby kom for mange med samme profession, blev det forordnet, at der skulle en tilladelse fra amtmanden til, for at en håndværker kunne slå sig ned som selvstændig, og der skulle gennem herredsfogeden søges om næ­ringsbevis. Kombinationen af landbrug og håndværk svandt efterhånden, og der opstod en selvstændig håndværkerstand på landet. Håndværkeren opførte sig en pæn bolig i selve landsbyen, oftest med facade ud til gaden, og bag beboelsen indrettede han sit værksted. Et typisk eksempel herpå er nuv. Korsgade 23 i Allesø, hvor Jørgen Rasmussen indrettede sig som tømrer omkring 1910, og hvor der fortsat er tømrervirksomhed. 

Håndværkeren passede sit eget og tog sjældent del idet politiske liv. I 1800-tallet var så godt som samtlige medlemmer af sogneforstanderskabet (fra 1841) og sognerådet (fra 1867) landbrugere, og vi finder frem til Første Verdenskrig kun få håndværkere: hjulmand Lars Rasmussen, Broby (1871­76), hjulmand Hans Chr. Nielsen, Broby (1894-1900) og bødker Anders Andersen, Allesø mark ( 1909-13) .Vi skal helt frem til 1954, før en håndværker her i kommunen, sadelmagermester Niels Jacobsen satte sig i sognerådets formandsstol. - I byerne dannedes med årene håndværkerforeninger, men det har efter al sandsynlighed været de færreste af omegnens håndværkere, der har været at finde som medlemmer her.

I begyndelsen af århundredet vandt elektriciteten indpas, og med årene mekaniseredes værkstedet. Antallet af svende og lærlinge hermed øgedes produktionen. Den nye teknologi bidrog til at visse former for håndværk nærmede sig industri, og mange værksteder tog med tiden form af mindre industrivirksomheder. Eksempelvis lavede tømreren ikke længere selv vinduer og døre, men fik dem leveret fra en fabrik . 

Flere håndværk ændredes til rene servicefag. Et eksempel herpå er skomageren der ikke længere fabrikerede skoene, men nøjedes med at reparere dem . Som følge af udviklingen opstod der nye servicefag: Efterhånden som de hestetrukne vogne forsvandt og erstattedes af biler og traktorer, var der ikke  længere brug for hjulmand, karetmager og sadelmager, men til gengæld kom mekanikeren til. Smedene, hvis væsentlige arbejde havde været at sko heste og reparere de hestetrukne landbrugsmaskiner, måtte specialisere sig inden for VVS-anlæg, eller helt lukke værkstedet.

Hurtigt og uden større problemer har håndværket udviklet sig og tilpasset sig tidens krav. Ved en solid indsats har håndværkerne klaret sig igennem i problemfyldte tider, eksempelvis krisen omkring 1930. Også i trediverne klarede håndværket sig godt, trods det øgede antal virksomheder, hvorimod der var tilbagegang i årene efter krigen. I 1960'erne vendte udviklingen, men siden oliekrisen i 1970'erne har håndværket også mærket den økonomiske krise. Mange af de mindre industrivirksomheder har måttet lukke i erkendelse af, at markedsføring, afsætning, finansiering og administration er taget til i en sådan grad, at der ikke længere er så meget tilbage der minder om det gamle håndværk.

 Håndværk i ældre tid i Allesø, Broby og Næsby  

De første autoriserede folketællinger her i landet foretoges 1834, og her tegner der sig følgende billede af håndværket i de to sogne:

I Allesø var der foruden smed bødker (1787 og 1801 Hans Jørgensen, 1834 Knud Clemensen) og hjulmand (1787 og 1801 Claus Pedersen,1834 Jørgen Henriksen). I 1801 finder vi opført som tømrer Christen Rasmussen, i 1834 som glarmester Knud Hansen. For de fleste gælder det at de ved siden af håndværk har drevet landbrug, idet de ud over håndværker er anført som  husmand med jord. Den 64-årige Rasmus Clausen har haft en alsidig beskæftigelse, idet han i 1801 er anført som »husmand medjord, slagter og træskomand«.

I Broby er der foruden smed i 1787 to, der er anført som »husmand og tømmermand« (Knud Pedersen og Hans Rasmussen). I 1801 er førstnævnte anført som bosiddende i Kirkendrup, og han har på det tidspunkt sin søn som tømrersvend. I 1834 finder vi i Broby murer, tømrer, snedker, bødker og hjulmand, og i Kirkendrup er der murer og to træskomænd, hvoraf den ene bor i Slippehuset. Også Næsby er kommet med, idet der udover smeden i 1834 er hjulmand, bødker og skrædder. Sidstnævnte er enkemand og bor i Fuglsanghuset.

I folketællingen fra 1845 finder vi angivet dem, »der selvstændigt driver håndtering eller udøver næringsvej«. I Allesø og Næsbyhoved Broby sogne levede følgende af »produkters forædling eller forarbejdning«:

Flere håndværkere var kommet til. I alt drejer det sig om mere end 50 personer, og de havde ved håndværket og som tyende beskæftiget et til­svarende antal personer. Tager vi hele husstanden med, udgjorde hånd­værkere på daværende tidspunkt 20% af kommunens indbyggere (Allesø sogn: 16%, Næsbyhoved Broby sogn: 22%)

En gennemgang af folketællingslisten fra 1911 på Rigsarkivet giver følgende resultat:

  Som det fremgår, var der nu to smede både i Allesø og Broby og yderligere smed i Skovshøjrup og Næsby. Sidstnævnte landsbyer havde begge 7 gårde og nogle få mindre landbrug, og det har været nok til, at en smed har kunnet ernære sig. Bygningshåndværket er godt repræsenteret både i Allesø og  Broby, og i Næsby er der bosat 3 murersvende og 2 snedkersvende. Næsby havde indtil århundredskiftet været en beskeden landsby med mindre end 200 indbyggere, men den korte afstand til Odense var ved at gøre sig gældende, og i årene omkring Første Verdenskrig opførtes en del huse. Der var endnu ingen, der havde etableret sig som selvstændig håndværker men der var bosat op til flere murersvende og snedkersvende, og de har uden tvivl været aktive i byggeriet , der fulgte.

    Som nævnt havde håndværket tidligere været en bibeskæftigelse. Dette havde været på retur efter næringslovens ikrafttræden, og i 1911 drev kun sadelmageren i Allesø, tømreren, maleren, den ene skrædder, træskomanden og tækkemanden i Broby landbrug sideløbende med håndværket. For fleres vedkommende har landbruget nok været hovedbeskæftigelsen. Eksempelvis drev Thomas Jørgensen en ejendom på godt en halv snes tønder land i Spurvelund (nuv. Spurvelundsvej 47), og som bibeskæftigelse hjalp han bønderne med at tække. - At vi ved århundredets begyndelse var på vej til en selvstændig håndværkerstand på landet, viser den kendsgerning, at en halv snes af de anførte håndværkere havde svend eller lærling.

Til dem, der ifølge folketællingslisten »levede af produkters forædling«, hørte også møllerne, og dem var der to kategorier af. Der var dem, der havde en mølle og malede bøndernes korn, og dem var der flere af. Allerede i 1500-tallet var der opført en mølle ved Næsbyhoved Sø, og ejeren eller fæsteren af møllen havde oprindelig det privilegium, at kronens bønder inden for en radius af 2 mil skulle søge denne mølle. Der hørte landbrug af en middelstor gårds størrelse til Næsbyhoved Mølle, og der var tale om stordrift, hvilket fremgik af bygningerne, der klart var de mest omfattende i hele sognet. Det højeste antal medhjælpere, omegnens håndværkere nåede op på, var en svend eller en lærling, men mølleren på Næsbyhoved havde ifølge folketællingslisten i 180 1 5 møllersvende, i 1834 »3 betjente ved møllen, 1 kusk og 1 bødker«, hvortil kom et tilsvarende antal tjenestekarle og tjenestepiger. Også i Allesø, Broby og Skovshøjrup blev der i 1800-tallet anlagt mølle, og det viser, at der kun skulle et begrænset antal landbrug til, for at en møller kunne ernære sig.

Den anden kategori var de såkaldte grynmalere, som der fandtes en del af på egnen, først og fremmest i Allesø. De havde ry for at fabrikere gode havregryn, og det bekræftes af Christine Reimer i værket »Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde« fra årene omkring Første Verdenskrig, hvor hun fortæller, at boghveden fra hendes hjem i Hårslev blev sendt til en søgt grynmaler i Allesø. Ifølge folketællingslisten var der i 180 li Allesø 6, i 1834 9 husmænd, der tillige er anført som grynmalere, i Broby i 1801 en enkelt, og det viser tydeligt, at det har været et speciale, husmændene i Allesø har lagt sig efter .

Der var mange skræddere, og det har den forklaring, at en skrædder kunne ernære sig selv og en familie, såfremt han havde 30-40 familier at sy for. I 1787 var der i Allesø 2 skræddere, i Broby l, og to af dem drev ved siden af håndværket en jordlod. I 1834 var der skrædder både i Allesø, Broby og Skovshøjrup, og i Næsby var der to, hvoraf den ene havde en ung mand i lære. - Ifølge oversigten fra 1845 var der 6 i hvert af de to sogne, der ernærede sig ved skrædderi, og det viser, at behovet for at have en skrædder til at sy tøj ingenlunde var blevet mindre. Det fremgår ikke, hvor mange der har haft skrædderiet som hovedbeskæftigelse og som bibeskæftigelse, men det er en kendsgerning, at der på det tidspunkt har været 12 personer til at sy for en befolkning på ca. 1100 indbyggere.

Det blev dog overgået af antallet af vævere, og det skal sluttelig omtales som et specielt nordfynsk fænomen: Det var almindeligt, at gårdmændene såede 6-8 skæpper hør, husmændene det halve, og der avledes langt mere hør end til eget forbrug. Både i gårdene og i husene sad man ved væven, og resultatet blev ikke så få alen lærred, duge og dyner, der blev solgt på markedet i Odense, hvor opkøberne viste stor interesse for de nordfynske produkter. For at fremme sagen oprettedes der flere væve- og spindeskoler, bl.a. en i Lumby på initiativ af provst Lutken i 1832.

Der var århundredet igennem stor husflid hos de nordfynske landbrugere, og det afspejler sig med al tydelighed ved folketællingerne. I Allesø og Næsbyhoved-Broby sogne er der således i 1787 registreret 4 vævere, i 1801 8, i 1834 lo, i 1845 19. De fleste er anført som husmand og væver, og flere af dem har en væversvend. Eksempelvis er Lars Nielsen i 1834 anført som husmand, grynmaler og væver, og hans to døtre på henholdsvis 18 og 21 år tjener også til livets ophold ved at betjene væven. I 1880 var der endnu 8 vævere i Allesø, de fleste bosat i Norden og Fredskoven. Omkring år­hundredskiftet standsedes væven, idet landboen ikke længere kunne konkur­rere med industrien, og folketællingslisten fra 1911 bærer ikke præg af den husflid, der idet forudgående århundrede havde bragt mange mindre landbrugere på Nordfyn en god ekstraindtægt.

Hvad husflid angår, hørte Allesø og Næsbyhoved Broby klart til det nordfynske område. Når det gælder håndværk, har det forholdt sig som på det øvrige Fyn.

Hans Henrik Jacobsen