Mel: Der er noget i Luften!

Saa sælsomt som Tiden den haster, min Ven,

Idag maa vi atter til Føssesda' hen.

Det er mange Aar siden

Vor Mor hun som liden

saa syttende Maj,

og derfor vi Dagen vil fejre med Henblik paa Daj.

Oh husker Du Ungdommens sorgløse Tid,

Da Haabet var grønt og Du selv var saa blid,

For Du var vel li'som

Vi andre ej ke'som,

men fandt Dig en Ven,

som aldrig Du vilde la' løbe, la' løbe igen.

Som Mor var Du særlig en sød lille een,

Der sled for vi andre fra tidlig til sen,

selvom Du jo kendte

en Glæde, der sendte

sin Tak op mod Gud

For alt hvad Du evned og øved paa Kærligheds Bud.

Mens Aarene svandt, blev Du flittig og god

og glemte os aldrig, hvor end vi saa stod,

men lærte os siden,

at særlig med Fliden

vi kan komme vidt,

naar aldrig vi glemmer Eksemplet, Du gav os saa tidt.

Vi blev jo lidt flere, mens Tiden den svandt,

og selv blev Du ældre, men aldrig Du fandt,

at det var besværligt,

vi Svigerbørn særligt

Du gav af Din Mad,

og derfor Du altid os gjorde saa morderlig glad.

Selv Peter vi tænker idag er ej tvær

og si' er: "Caroline, la' hellere vær ,

og bland Dig i noget,

for Du er lidt fjoget,

la' mig ordne den,

for jeg er dog klogest paa alting af os to min Ven.

Men nu skal en Tak fra os alle Du ha' ,

for mere end dette vi gerne Dig ga',

og derfor vi hylder,

ja gerne forgylder

Dig nu, lille Mor,

For Du er dog kærest af alt hvad vi har her paa Jord.

Lad Solen kun skinne og Blomsterne gro

og hygge og værne om Jer kære to;

Thi det vil vi si'e,

At Jer ka' vi li'e,

om aldrig saa skævtt

vi fik fat paa Tingen og drilled Jer temmeligt gævt.

Og naar vi nu priser Din Kærlighed Mor,

vi tror Du vil huske, at paa denne Jord

er Børn som i Vester

saavel som i Øster,

der Ønsker Dig Held

og sender Dig kærlige Tanker paa

Majdagens Kvæld

Vi Børn nu en Æreskrans binde Dig vil

og slutter med Sangen, som jubler Dig til,

at vi vil Dig bære

paa Hænder og lære

at takke iblandt

For alt hvad Du gav os af Minder i Tiden, der svandt.