............

 

Odense    Kommune    Fyns     Amt    Denmark

........

Hanherred

I stenalderen (5000 år f.Kr.) var Han Herred en øgruppe i et mægtigt hav. Istiden havde efterladt den kalkholdige undergrund i disse øer dækket af et morænelag i varierende tykkelse. De efterfølgende årtusinders regn dannede dybe kløfter i kanten af øerne, blandt andet i Lien-skrænten, som er Danmarks højeste indlandsskrænt. Den kendteste af kløfterne er Fosdalen, men også Svinklovenes furede kalkskrænt er formet af regnvand.

Han Herreds kalkholdige undergrund er spændende for geologisk interesserede. Oven i købet har vi to typer kalkundergrund, skrivekridt og Danienkalk, eller Limsten, som det kaldes på egnen. Skrivekridtet er ældre, ca. 70 mio. år, end Danienkalken, der er 64 mio. år. Begge lag består af skeletrester af mikroskopiske havlevende dyr, og de to kalklag er skråtstillet i forhold til jordoverfladen, fordi de i sin tid blev aflejret i et kæmpemæssigt trugformet hav. Grænsen mellem de to lag går tæt under den hævede havbund i nord-sydlig retning mellem Klim Bjerg og Svinkløv.

Siden har også forskydninger og salthorste under lagene skubbet rundt på vores undergrund, og der er til stadighed bevægelse i Han Herred. Der registreres hvert år jordskælv i Thy med udløbere til Han Herred. De er små – men de er der!

Især i limstenen kan man være heldig at finde forsteninger eller aftryk af dyr, der levede i datidens store koralbanker. Søpindsvin, armfødder og søliljer er hyppige, men er man heldig, kan man også finde en hajtand – den eneste del af bruskfisken, der har været standhaftig nok til at klare de mange millioner af år. Især Klim Bjergs gamle kalkbrud og Bulbjergs nedfaldsmateriale er gode lokaliteter for forsteninger. Og langs stranden kan man altid gå på jagt – den er et skatkammer for alle, der fascineres af de smukt afrundede strandsten i form af granitter, gnejser og porfyrer.

 

 

 

Copyright © 2002-2003  odensea.dk   Email: odensea@odensea.dk