HOME

Forside

Indhold - Index

 

Modstandskampens mange opgaver

 

- en beretning om en del af modstandsbevægelsen i Struer 1942-1945

 


Diverse

 I januar 1945 fik vi besøg af to faldskærmssoldater, hvoraf den ene var " Bent ". De var i Struer i 4-5 dage og gav os instruktion i våbenbrug, adskillelse, rengøring m.v. - i fremstilling og anbringelse af bomber samt størrelser af disse, alt efter hvilket mål, de skulle saboteres - tidsblyanter m.v. samt forholdsregler ved vor eventuelle arrestation af Gestapo.

 

Da det på daværende tidspunkt var kendt, at samarbejdet mellem Toldstrup og generalmajor V. Bennike (som var udnævnt til chef for modstandsstyrkerne i Jylland af Frihedsrådet) vaklede, blev dette for hold også drøftet. Der var ingen tvivl om, at "Bent" og hans kammerat foretrak Toldstrup og hans måde at føre modstandskampen på.

 

Jeg kan huske, at jeg udtrykte min misbilligelse over, at vi, der var så langt nede i organisationen, muligvis skulle tage stilling til konflikten på chefplan. Heldigvis blev konflikten om ikke hel løst, så dog nedfrosset så meget, at den ikke kom til udfoldelse. Kun Gestapo kunne have haft fornøjelse af et åbent brud.

 

Sammen med de våbensendinger, vi modtog fra flyvemaskinerne, var der også instruktionsbøger, der gav anvisninger på flere sprog om brug af våben og sprængstof samt anvendelse på forskellige mål. I bilagene kan disse instruktioner studeres nærmere. Her findes også fotostaterne, som Nordjydsk distrikt lod fremstille.

 

Sidst i f.ebruar eller først i marts 1945 rensede vi - Ejnar Jensen,  R. Lauth, Børge Neergaard, Lars Rølle, Niels Strand, undertegnede og Chr. Stefansen - et parti våben i vognmand Chr. Jensens kælder.

 

 

Billede1. Februar-marts 1945

Rensning af våben i vognmand Chr.Jensen's kælder.

Fra venstre Ejnar Jensen, Rud Lauth, Børge Neergaard, Lars Rølle, Niels Strand, A. Kruse Andersen, Chr. Stefansen, vognmandens kone Lilly's søster Anna gift med Ejnar Jensen

 

 

Her blev taget et billede, der foruden ovennævnte, også viser Ejnar Jensens kone, Anna, med vognmandens lille søn.

 

Det var en søndag, og vognmanden var ude på legal kørsel. Våbnene var godt indfedtede, så der skulle bruges meget petroleum til rengøringen,. Våbnene blev fordelt mellem lagrene i Kirkegade og hos Vilhelm Mehlsen.  

 

Arne K. Andersen

 

 

 

 

Copyright ©  2007-2008    www.odensea.dk