I de forløbne år siden den 5. maj 1945 har jeg ofte været forundret over, at vi i Struer-Vinderup og Nr. Nissum slap igennem de sidste år af besættelsen med kun nogle få arrestationer af modstandsbevægelsens medlemmer. 2 af disse var Børge Christensen og Mads Hillersborg, der blev løsladt igen efter nogle få måneder.

Johs. Jensen døde i Neuengamme KZ-lejr den 22. januar 1945, og jeg vil gerne her endnu engang mindes Johs. Jensen for sin mod, hvormed han reddede sine kammeraters  standhaftighed og liv og førlighed. Disse havde dermed mulighed for at føre kampen videre mod nazismen til dens endelige fald den 5. maj 1945.

Jeg tror også, at Struers befolkning var medvirkende til, at vi slap så heldigt gennem besættelsen. Selvom det ikke kan bevises, er det dog en kendsgerning, at vi ikke havde nogle yderliggående nazistiske elementer, ligesom jeg heller ikke mindes at have set nogle i Hipo - eller Frikorpsuniformer. De sammenstød der var med værnemagtens soldater, kan vel kun kaldes gadeuorden, som det også kendes i dag danskere imellem.

En slags bevis på at vi har grund til at takke Struers befolkning er, at en del af os gik rundt som "offentlige" illegale personer, og jeg er overbevist om, at der var mange Struerborgere, som vidste eller havde anelse herom. Man kan bare tænke på

B.&. O. - en stor arbejdsplads med 3-400 medarbejdere, hvoraf en del var stærkt engageret i modstandsbevægelsen.

I denne  forbindelse vil jeg gerne fortælle om en lille oplevelse, jeg havde med direktør Svend Olufsen, som jeg i det daglige arbejde hos B & O ikke havde nogen som helst kontakt med. Det var, så vidt jeg husker, i februar eller først i marts, da vi arbejdede i villaen "Aurora". Olufsen kom og bad mig følge med ud i entreen. Han fortalte mig, at der var blevet foretaget nogle clearingsmord af tyskerne - i Odense så vidt jeg husker - og iblandt disse var en mand ved navn Kruse. Olufsen ville vide, om jeg var i familie med denne mand, hvilket jeg ikke var. Jeg spurgte Svend Olufsen, om det ikke ville være klogt af ham at rejse væk for ikke at blive udsat for samme handling. Dette afviste han totalt, og tilføjede, at det var den pris man kunne komme til at betale. I 1983 læste jeg i godsejer Flemming Junkers erindringsbog "Sjovt har det været", at Svend Olufsen på et meget tidligt tidspunkt i besættelsen var engageret på landsplan med at skaffe forbindelser og kontakter. Han var en slags "grå eminence".

Jeg kan ikke lade være med at tilføje et par linier om politiassistent Graugaard, som var leder af politistationen i Struer. I denne stilling var han selvskrevet leder af civilberedsskabsordningen i Struer. På et tidspunkt indkaldte Graugaard de i beredskabsplanen involverede personer. Han sagde her, at når der faldt bomber i Struer, og befolkningen skulle evakueres, skulle folk samles på markedspladsen. Dette fik en mødedeltager til at spørge, hvad man skulle gøre, dersom der faldt bomber på markedspladsen. Hertil var Graugaards svar blot: " DER FALDER INGEN BOMBER PÅ MARKEDSPLADSEN".

En anden historie stammer fra september 1944, da politiet blev sat ud af funktion ( den 19. september ). Graugaard ringede nogle dage senere til sine venner og bekendte, at nu gik han under jorden; men var der nogle der skulle have fat i ham, kunne de ringe til Uglev 19.

Jeg vil slutte min beretning her med et billede på holdningen hos  befolkningen i vort område:

MAN GIK IKKE OG TALTE TIL UVEDKOMMENDE OM  EVT. VIDEN ELLER ANELSE OM  ILLEGAL VIRKSOMHED. MEDBORGERNE OVERSÅ DISSE, OG MAN UNDGIK DERFOR, AT DER FALDT "BOMBER" (GESTAPO) HOS OS, DER VAR IMPLICEREDE I DEN ILLEGALE VIRKSOMHED.

Arne Kruse Andersen