|
I foråret 1943 fik jeg en
henvendelse fra Erik Rørbæk Madsen, om jeg ville være med til at
modtage våben fra allierede flyvemaskiner. Han havde fået en
henvendelse herom fra Dansk Samlings folk om at samle en gruppe til
dette formål, og så vidt jeg husker skulle en eventuel modtagelse
finde sted ved Klosterhede plantage allerede på så tidligt tidspunkt
udpeget, nærmere betegnet ved Anglands mose (F2 side 29).
Sommeren gik, uden at der skete
noget udover den føromtalte illegale presse. I efteråret 1943 havde
vi dannet en gruppe (J. Krabbe Nielsen, Peter Larsen, politibetjent
Johannes Jensen, Vilhelm Mehlsen, Helge Randsbæk og undertegnede)
med henblik på at modtage våben. Vi fik E. Rørbæk Madsen til at
trække sig tilbage fra dette job, idet vi anså hans mange andre
aktiviteter for ret udadvendte, og der var dermed risiko for
anholdelse.
Med E.R.M. som kontaktmand fik vi
besøg af Chr. U. Hansen, som instruerede os i hvordan vi skulle
forholde os ved våbenmodtagelse.
Vi havde i november/december 1943
besøg af Chr. U. Hansen 2-3 gange. Først i januar 1944 kom han med
et kodenavn, som skulle komme samme aften i den engelske radio, og
han ville med os ud at lede gruppen. Jeg husker, at det var en
oplevelse at møde Chr. U. Hansen, for trods hans unge alder var der
en udstråling fra hans person, som jo desværre ikke fik lov at
udfolde sig længere end til sommeren 1944, hvor han blev skudt af
Gestapo i Ryvangen, København.
Pladsen ved Klosterhede plantage
blev imidlertid annulleret på grund af at den lå for tæt på
tyskernes flyveplads ved Rom på den anden
side af plantagen mod vest.
Efter Chr. U. Hansen's arrestation
i februar 1944 kom Toldstrup og kontaktede mig. Jeg kan huske, at
han havde en hilsen med fra "Elefanten" (Flemming Juncker), men jeg
kendte ikke nogen under dette navn, og jeg fik fat i Rørbæk Madsen,
som vidste, hvem der stod bag navnet. Nu fulgte en række besøg af
Toldstrup, og omkring den 20. marts fik vi tildelt en plads i
Salling øst for Ny Spøttrup og øst for den angivne plantage (D2 side
21), samt kodenavn over engelsk radio og tidspunktet mellem 22 og
02.
Da påsken var nært forestående,
spurgte jeg Toldstrup, om jeg kunne tillade mig at tage hjem til
mine forældre ved Aarhus i påsken. Det mente han godt jeg kunne, men
for en sikkerheds skyld skulle jeg komme til Aarhus påskelørdag kl.
12. 00 ved restaurant "Guldhornet" på hjørnet af Parkalle og
Banegårdspladsen. Jeg kom i god tid ca. 11.45 og iagttog færdslen
fra det modsatte hjørne ved Missionshotellet, og herfra så jeg en
mistænkelig bil DKW med nogle mænd, mellem "Guldhornene" og hotel "Ritz".
Et par af mændene havde grå læderfrakker på, og for mig at se var
det Gestapo-folk. Heldigvis kørte de inden kl. 12, og pludselig var
Toldstrup på det aftalte sted. Han sagde til mig, at jeg omgående
skulle tage tilbage til Struer, idet vi kunne vente gods samme
aften. Da jeg ikke med tog kunne nå til Struer inden kl. 18.00, gav
Toldstrup mig 2-300 kroner til taxa, som jeg skulle skifte med en
anden i Viborg. Endvidere fik jeg ordre på at tage mig personligt af
25 kg. kaffe, som ville komme med sendingen, det skulle bruges til
bestikkelse, sagde Tolstrup.
Turen til Struer i bil tog ca. 3,5
time. Jeg kom til Struer ved 17tiden og fik alarmeret Jens Krabbe
Nielsen, Johs. Jensen, Peter Larsen, Vilhelm Mehlsen og Helge
Randsbæk, at de skulle holde sig rede.
Vort kodenavn, som jeg desværre
ikke kan huske, kom i radioudsendelsen fra London kl. 18.15, og vi
lyttede igen kl. 20.30, for det tilfælde at aktionen i mellemtiden
skulle være blevet aflyst på grund af vejrforhold eller andet. Kl.
21.00 kørte vi i Vilhelm Mehlsen's l1,5 tons lastbil
(generatordreven) til pladsen i Salling, som vi for øvrigt aldrig
har set i dagslys. Vi kom til pladsen kl. ca. 22.30 og måtte passere
3-4 indhegninger med pigtråd for at nå til en så stor plads langs
plantagen, at vi kunne opstille lygterne, 3 stk. med ca. 100 meter
imellem og den fjerde lygte rød, som var ca. 15 meter vinkelret på
den sidste lygte. Kl. ca. 01.00 hørte vi støj fra en flyvemaskine
langt borte i ca. 1 minut. Lyden blev så pludselig væk, samtidig med
at vi så en lyskegle feje rundt på himlen fra tyskernes lyttepost i
Rødding. Som kuriosum skal også nævnes, at samtidig med lyskeglen
fra lyskasterne blev væk, fløj en and op fra skovbrynet højt
skræppende, hvilket vi jo ikke kunne lade være med at more os over.
Det var, så vidt jeg husker, l.
april påskesøndag 1944. Da jeg senere på året 1944 var med til
nedkastninger, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om vi var
kommet godt fra denne tur, hvis vi havde fået de anmeldte containere
ned, som skulle bæres 2-300 meter over pigtrådshegn til lastbilen,
og få den transporteret sikkert til Struer havn, hvor godset skulle
opbevares i Vilhelm Mehlsens lagerbygninger. Da jeg vidste, at der
kom et tog kl. 12.30 fra Aarhus, gik jeg påskedag ned på stationen,
for det tilfælde at Toldstrup var med og ville hente de 25 kg.
kaffe. Toldstrup var med, og jeg måtte fortælle ham det skuffende
resultat.
Toldstrup fortalte, at der havde
været et fly inde over Danmark den foregående aften. Toldstrup var
for øvrigt noget forbavset over min ankomst til banegården, selvom
han havde stillet mig udsigt om at få 25 kg. kaffe, men på daværende
tidspunkt vidste jeg jo ikke, at hans kone boede i Holstebro.
Jeg har senere tænkt på, om vor tur
til Salling kun var en øvelse, idet da jeg var med til en
nedkastning ved Feldborg plantage kom kodenavnet 2 aftner i træk, og
det var kun den anden aften vi fik gods ned + 2 folk. Et stykke tid
efter vor tur til Salling gik der rygter om, at der var kastet gods
ned i nærheden af Viummølle mejeri, og en mejerist skulle have
fundet det, og anmeldt det til myndighederne. Om det er rigtigt har
jeg aldrig søgt at få konstateret. Men da dette sted ligger ca. 8-10
km. i luftlinie fra Ny Spøttrup, tror jeg ikke rigtigt på disse
rygter.
Pladsen i Salling blev annulleret
på grund af afstanden fra Struer og forholdene ved pladsen med
pigtrådsindhegninger.
På grund af de lyse nætter i
sommermånederne var al nedkastning aflyst fra maj til august. I
løbet af sommeren fik vi en plads godkendt nord for Skallesø og vest
for Estvadgård plantage (D3 side 25), og sidst i august eller først
i september kom en af Toldstrup's kvindelige kurerer med navn på
pladsen. Vi kunne vente noget samme aften, og selvom Toldstrup havde
pålagt sine kurerer ikke at deltage i aktioner på de steder de
besøgte, spurgte hun (så vidt jeg husker "Annie"), om hun ikke måtte
komme med. Da vi havde hørt navnet i den engelske radio, cyklede vi
om aftenen, så vidt jeg husker en søndag. Desværre kom der ingen fly
med gods til os den nat, så "Annie" fik ikke den oplevelse med sig
hjem.
Pladsen blev imidlertid annulleret,
og vi fik en plads på Havris hede (pkt. 20 D3 Side 25), men
herom senere.
Først vil jeg fortælle om
nedkastningen på Abildholt hede ved Feldborg plantage (E3 side 30)
den 3. og 4. august 1944.
Mellem kl. 19.00 og 19.30 den 3.
august kom "Tage" cyklende fra Holstebro og spurgte, om vi ikke
kunne stille med nogle folk samme aften og hjælpe til med at modtage
en sending gods fra England på ovennævnte plads, idet de ikke havde
folk nok til opgaven i Holstebro. E. Rørbæk Madsen, J. Krabbe
Nielsen
og jeg cyklede ud til den aftalte
plads, og tidsrummet var, så vidt jeg husker, fra kl. 24.00 til
04.00. Men det eneste der kom den nat var en tysk natjager, der kom
temmelig lavt hen over pladsen. Toldstrup kom også kørende i bil fra
Aarhus,
idet der skulle komme 2
faldskærmsfolk sammen med godset. "Carl", som var leder af pladsen,
spurgte om vi ville komme aftenen efter, såfremt kodenavnet, som han
gav os, kom i den engelske radio. Det gjorde det, og den nat fik vi
12 containere samt 2 faldskærmsfolk, hvoraf den ene var "Bent", som
jeg i vinteren 1945 kom til at kende nærmere. Containerne blev gemt
i nogle brede grøfter i plantagen og dækket til med grangrene.
Lasten blev hentet dagen efter og kørt til en plantage øst for
Ulfborg. Det var vognmand Chr. Jensen, Struer og J. Krabbe Nielsen,
som foretog denne transport. J.K.N. har senere fortalt, at han
sammen med Chr. Jensen 's chauffør Emil Hansen senere kørte godset
til Fredericia.
Det var for øvrigt et betagende syn
første gang at 14 faldskærme i forskellige farver i den dunkle
nat dale ned på jorden. Så vidt jeg husker, fortalte "Bent" ved et
besøg i Struer i vinteren 1945, at meldingen den 3. august kom for
at prøve holdet til næste aften, det var nu en hård prøve ikke at få
søvn i 48 timer, hvilket jeg oplevede, idet jeg jo også havde et
legalt arbejde hos B.&. O.
I sommeren 1944 fik vi kontakt med
Chr. Elmholdt, som på daværende tidspunkt havde restaurationen ved
Rydhave slot samt passede haven ved slottet. Chr. Elmholdt
etablerede en gruppe i Vinderup og omegn, hvoraf jeg kom til
at kende hans svoger, bankbogholder Kristian Mikkelsen og broderen
Svenning Elmholdt samt doktor Kr. Moesgaard og Alexander Storgård,
Handbjerg og "Storm", forstkandidat, som var gået under jorden i
Rydhave.
Det skulle vise sig, at der blev et
eksemplarisk samarbejde mellem Struer - og Vinderupfolkene i
efteråret 1944 og vinteren 1945. Som nævnt ovenfor fik vi pladsen på
Havris hede pkt. 20 godkendt og den første nedkastning fandt sted
den 30. september 1944 og den sidste den 23. april 1945. Kodenavnet
på denne plads var "SPENCER", og ifølge oplysninger fra Chr.
Elmholdt modtog vi i alt 108 containere! Den første sending blev
kørt til Handbjerg til et sommerhus, som J. Krabbe Nielsen boede i.
Vi modtog igen i oktober, november
og nytårsnat 1945. Hver gang 12 containere, som alle blev kørt til
Rydhave skov, hvor vi havde gravet en hule til opbevaring af godset.
Vi læssede lastbilen på ca. 20 minutter, en enkelt gang tog det kun
10 minutter. Nytårsaften 1944/45 var jeg ikke med, idet jeg var
hjemme hos mine forældre på juleferie. Det var jo lidt bittert at
høre vort kodenavn i den engelske radio, og vide at jeg ikke kunne
nå til Struer. Det var også svært senere på natten, som var stille
og stjerneklar, at høre den store aktivitet af flyvemaskiner også
ved Aarhus. Da jeg kom hjem til Struer dagen efter, fortalte de
forskellige, hvordan de havde digtet mere eller mindre troværdige
historier, om at de var nødt til at forlade de selskaber, de deltog
i ude eller hjemme. Aftenens specielle dato havde også sat sit præg
på nedkastningsfolkene, idet Chr. Jensen og de folk han skulle have
med på vognen bestemte at køre den hurtigste vej hjem til Rvdhave
slot. som gik igennem Vinderup, hvor der var tyske soldater
indkvarteret . Disse var også ude at fejre nytåret, idet de smed øl
op i lastvognen, da den kom kørende gennem Vinderup.
I oktober/november fik vi en
radiosender til pladsen, en såkaldt "S-phone", som kunne benyttes
til at tale med piloten i et bestemt kodesprog, så piloten var
sikker på, at han var på vej til den rigtige plads. Helge Randsbæk
fik denne tjans, idet han var en meget dygtig radiotekniker hos B.&
O., og han kunne også tale engelsk, i øvrigt var det et surt job at
stå med hovedtelefoner på i flere timer. Helge Randsbæks kone Winnie
fik en dreng i sommeren 1945, som de opkaldte efter vort kodenavn
"SPENCER".
Udover ovennævnte nedkastning
nytårsnat vil jeg omtale endnu et par nedkastninger. Den første vi
fik efter nytårsaften var i marts måned, den 10. hvor der til vores
store overraskelse blev nedkastet 24 containere, og vi kunne kun
have 12 på lastvognen, som vi læssede, og Emil Hansen, Lars
Rølle, Alexander Storgård og jeg kørte med det første læs til et nyt
depot ved Livbjerg strand mellem Struer og Handbjerg St. ca. 500
meter fra landevejen og jernbanelinierne ned til huset ved stranden.
Vejen var ikke ret bred og ca. halvvejs 2-300 meter, var der et
husmandssted på højre side, vejen slog en lille bue til venstre, som
bevirkede, at lastvognen skred ned i pløjemarken, som var meget blød
på daværende tidspunkt. Vi var nødt til at læsse containerne af
lastvognen, og Alexander Storgård fandt en løsning på problemet,
idet han kendte en gårdmand på en af Livbjerggårdene, som kørte en
mælketur, og han kunne nok få tid til at køre containerne ned til
huset ved stranden, imens lastvognen returnerede til pkt. 20 for at
hente de sidste 12 containere.
Imens Emil og Lars kørte tilbage
til pkt. 20 fik Storgård, gårdejeren og jeg containerne ned til
lageret. Kl. 06 kom Emil, Lars og et par stykker til med de sidste
12 containere. Da klokken jo var ved at være mange, ville jeg ikke
køre hjem til Struer, idet jeg ville møde strømmen af arbejdere på
vej til B.& 0.. Jeg ville begynde at tælle sendingen op. Lars Rølle
ville ikke have, at jeg var der alene, så han insisterede på at
hjælpe til. På dansk tobak og postevand talte vi sendingen op, og
var færdige ved 4-5 tiden om eftermiddagen. Vi besluttede os for at
besøge familien
på husmandsstedet, og undskylde den
støj vi havde lavet uden for deres soveværelsesvinduer om natten. Vi
mødte dem i kostalden og havde dårligt fremført vor undskyldning,
før manden og konen tog os i hænderne og takkede os for vor indsats.
Det var for mig, og jeg tror også for Lars, den største oplevelse vi
fik i denne tid. Her var det ikke de mange ord, der talte, det
var nogle følelser - for os alle 4 - som jeg er ude af stand til at
beskrive. På vej hjem til Struer inviterede Lars mig hjem til hans
kone Lis for at få et måltid varm mad. Midt under spisningen kom
vognmanden, og spurgte om Lars kunne tage med på en tur til "Bjarne"
( Stendis hede D2 side 30) E. Rørbæk Madsens plads, efter noget
gods, der var kommet aftenen før. Selvfølgelig tog Lars med, ligesom
det også var en selvfølge fra Lis's side.
Efter denne aften havde vi 2
lastvogne til de efterfølgende nedkastninger, som bestod af 24
containere. Så vidt jeg husker tilhørte den anden lastvogn også Chr.
Jensen.
Næste gang der var lidt
dramatik ved en nedkastning, var enten den sidst i marts eller den
allersidste i april 1945. Her faldt 2-3 containere ned i plantagen,
og det var vist også ved denne nedkastning, at en af containerne gik
i stykker. Efter containeme var læsset på lastvognene blev Svenning
Elmholdt og jeg tilbage for at få faldskærmene pillet ned fra
grantræerne og gemt dem i plantagen. Da vi var færdige ved 07 tiden
om morgenen, hørte vi kraftig motorstøj på landevejen 200 meter fra
pladsen. Det viste sig at være en kolonne tyske lastbiler med
soldater. Heldigvis kørte de videre mod nord forbi vor plads. Vi kom
godt hjem til Rydhave slot, hvor Chr. Elmholdt's kone serverede den
bedste portion havregrød, jeg nogensinde har fået. Ejnar Jensen,
svoger til vognmanden, havde jobbet med at stå vagt ved indkørslen
til pladsen og advare os, hvis der kom uvedkommende personer. Det
kom der ved en af modtagelserne, en dreng på ca. 14 år, som boede i
nærheden og åbenbart fået færden af, at der skete et eller andet på
stedet. Ejnar fik stoppet drengen og anbragte ham ved sin side og
holdt moralprædiken for ham, indtil nedkastningen var veloverstået.
Han sagde, at han skulle holde tæt med, hvad han havde set, for det
kunne blive farligt for folkene på pladsen, hvis han ikke tav.
Ejnar's rolige væsen og pædagogiske evner fik drengen til at spørge,
om han ikke måtte være med. Det kunne der selvfølgelig ikke være
tale om, og drengen hørte vi ikke mere til.
Efter hver nedkastning skulle denne
optælles, og listen sendes til Toldstrup's hovedkvarter.
|
De
nævnte stedbetegnelser kan findes i Geodætisk Instituts
kortbog af 1936
1:100000 nr. 1 nordlige Jylland: |
|
Tidspunkterne for modtagelse
af gods fra flyvemaskine var fra kl. 22.00 til 02.00 før
fuldmåne, og fra kl. 24.00 til 04.00 efter fuldmåne.
Ifølge
optegnelser, som Chr. Elmholdt har gjort, har vi modtaget
nedkastninger på følgende datoer:
-
30. september 1944
-
Oktober 1944
-
November 1944
-
01. januar 1945
-
10. marts 1945
-
31. marts 1945
-
23. april 1945
|
|
Optælling fra den 4. januar
1945 (efter nedkastning nytårsnat) |
| 2940 |
pk |
P.E (plastic sprængstof) |
| 2200 |
stk |
forladninger |
| 2270 |
stk |
detonatorer |
| 100 |
rl |
Bichford lunte |
| |
|
krympetænger, stormtændstikker og strygeflader |
| 4800 |
stk |
kobberrørstændsats |
| 10 |
stk |
trækkontakter |
| |
x |
gummiballoner og isolerbånd |
| 32 |
rl |
cortex |
| 400 |
stk |
kobberhyldstre |
| 352 |
stk |
tågesignaler |
| 2400 |
stk |
timeblyanter (½,2,6,12 timer og 10 min.) |
| 10 |
rl |
trippewire |
| 1000 |
feet |
Bichford lunte |
| |
x |
vaseline |
| 340 |
pk |
Compensation C (højeksplosiv sprængstof) |
| ca.75 |
kg |
Compensation C2 pakkerne i stykker |
Beretning af: Arne Kruse
Andersen |