I foråret 1943 fik jeg en henvendelse fra Erik Rørbæk Madsen, om jeg ville være med til at modtage våben fra allierede flyvemaskiner. Han havde fået en henvendelse herom fra Dansk Samlings folk om at samle en gruppe til dette formål, og så vidt jeg husker skulle en eventuel modtagelse finde sted ved Klosterhede plantage allerede på så tidligt tidspunkt udpeget, nærmere betegnet ved Anglands mose (F2 side 29).

Sommeren gik, uden at der skete noget udover den føromtalte illegale presse. I efteråret 1943 havde vi dannet en gruppe (J. Krabbe Nielsen, Peter Larsen, politibetjent Johannes Jensen, Vilhelm Mehlsen, Helge Randsbæk og undertegnede) med henblik på at modtage våben. Vi fik E. Rørbæk Madsen til at trække sig tilbage fra dette job, idet vi anså hans mange andre aktiviteter for ret udadvendte, og der var dermed risiko for anholdelse.

Med E.R.M. som kontaktmand fik vi besøg af Chr. U. Hansen, som instruerede os i hvordan vi skulle forholde os ved våbenmodtagelse.

Vi havde i november/december 1943 besøg af Chr. U. Hansen 2-3 gange. Først i januar 1944 kom han med et kodenavn, som skulle komme samme aften i den engelske radio, og han ville med os ud at lede gruppen. Jeg husker, at det var en oplevelse at møde Chr. U. Hansen, for trods hans unge alder var der en udstråling fra hans person, som jo desværre ikke fik lov at udfolde sig længere end til sommeren 1944, hvor han blev skudt af Gestapo i Ryvangen, København.

Pladsen ved Klosterhede plantage blev imidlertid annulleret på grund af at den lå for tæt på tyskernes flyveplads ved Rom  på den anden side af plantagen mod vest.

Efter Chr. U. Hansen's arrestation i februar 1944 kom Toldstrup og kontaktede mig. Jeg kan huske, at han havde en hilsen med fra "Elefanten" (Flemming Juncker), men jeg kendte ikke nogen under dette navn, og jeg fik fat i Rørbæk Madsen, som vidste, hvem der stod bag navnet. Nu fulgte en række besøg af Toldstrup, og omkring den 20. marts fik vi tildelt en plads i Salling øst for Ny Spøttrup og øst for den angivne plantage (D2 side 21), samt kodenavn over engelsk radio og tidspunktet mellem 22 og 02.

Da påsken var nært forestående, spurgte jeg Toldstrup, om jeg kunne tillade mig at tage hjem til mine forældre ved Aarhus i påsken. Det mente han godt jeg kunne, men for en sikkerheds skyld skulle jeg komme til Aarhus påskelørdag kl. 12. 00 ved restaurant "Guldhornet" på hjørnet af Parkalle og Banegårdspladsen. Jeg kom i god tid ca. 11.45 og iagttog færdslen fra det modsatte hjørne ved Missionshotellet, og herfra så jeg en mistænkelig bil DKW med nogle mænd, mellem "Guldhornene" og hotel "Ritz". Et par af mændene havde grå læderfrakker på, og for mig at se var det Gestapo-folk. Heldigvis kørte de inden kl. 12, og pludselig var Toldstrup på det aftalte sted. Han sagde til mig, at jeg omgående skulle tage tilbage til Struer, idet vi kunne vente gods samme aften. Da jeg ikke med tog kunne nå til Struer inden kl. 18.00, gav Toldstrup mig 2-300 kroner til taxa, som jeg skulle skifte med en anden i Viborg. Endvidere fik jeg ordre på at tage mig personligt af 25 kg. kaffe, som ville komme med sendingen, det skulle bruges til bestikkelse, sagde Tolstrup.

Turen til Struer i bil tog ca. 3,5 time. Jeg kom til Struer ved 17­tiden og fik alarmeret Jens Krabbe Nielsen, Johs. Jensen, Peter Larsen, Vilhelm Mehlsen og Helge Randsbæk, at de skulle holde sig rede.

 Vort kodenavn, som jeg desværre ikke kan huske, kom i radioudsendelsen fra London kl. 18.15, og vi lyttede igen kl. 20.30, for det tilfælde at aktionen i mellemtiden skulle være blevet aflyst på grund af vejrforhold eller andet. Kl. 21.00 kørte vi i Vilhelm Mehlsen's l1,5 tons lastbil (generatordreven) til pladsen i Salling, som vi for øvrigt aldrig har set i dagslys. Vi kom til pladsen kl. ca. 22.30 og måtte passere 3-4 indhegninger med pigtråd for at nå til en så stor plads langs plantagen, at vi kunne opstille lygterne, 3 stk. med ca. 100 meter imellem og den fjerde lygte rød, som var ca. 15 meter vinkelret på den sidste lygte. Kl. ca. 01.00 hørte vi støj fra en flyvemaskine langt borte i ca. 1 minut. Lyden blev så pludselig væk, samtidig med at vi så en lyskegle feje rundt på himlen fra tyskernes lyttepost i Rødding. Som kuriosum skal også nævnes, at samtidig med lyskeglen fra lyskasterne blev væk, fløj en and op fra skovbrynet højt skræppende, hvilket vi jo ikke kunne lade være med at more os over.

Det var, så vidt jeg husker, l. april påskesøndag 1944. Da jeg senere på året 1944 var med til nedkastninger, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om vi var kommet godt fra denne tur, hvis vi havde fået de anmeldte containere ned, som skulle bæres 2-300 meter over pigtrådshegn til lastbilen, og få den transporteret sikkert til Struer havn, hvor godset skulle opbevares i Vilhelm Mehlsens lagerbygninger. Da jeg vidste, at der kom et tog kl. 12.30 fra Aarhus, gik jeg påskedag ned på stationen, for det tilfælde at Toldstrup var med og ville hente de 25 kg. kaffe. Toldstrup var med, og jeg måtte fortælle ham det skuffende resultat.

 Toldstrup fortalte, at der havde været et fly inde over Danmark den foregående aften. Toldstrup var for øvrigt noget forbavset over min ankomst til banegården, selvom han havde stillet mig udsigt om at få 25 kg. kaffe, men på daværende tidspunkt vidste jeg jo ikke, at hans kone boede i Holstebro.

Jeg har senere tænkt på, om vor tur til Salling kun var en øvelse, idet da jeg  var med til en nedkastning ved Feldborg plantage kom kodenavnet 2 aftner i træk, og det var kun den anden aften vi fik gods ned + 2 folk. Et stykke tid efter vor tur til Salling gik der rygter om, at der var kastet gods ned i nærheden af Viummølle mejeri, og en mejerist skulle have fundet det, og anmeldt det til myndighederne. Om det er rigtigt har jeg aldrig søgt at få konstateret. Men da dette sted ligger ca. 8-10 km. i luftlinie fra Ny Spøttrup, tror jeg ikke rigtigt på disse rygter.

 Pladsen i Salling blev annulleret på grund af afstanden fra Struer og forholdene ved pladsen med pigtrådsindhegninger.

På grund af de lyse nætter i sommermånederne var al nedkastning aflyst fra maj til august. I løbet af sommeren fik vi en plads godkendt nord for Skallesø og vest for Estvadgård plantage (D3 side 25), og sidst i august eller først i september kom en af Toldstrup's kvindelige kurerer med navn på pladsen. Vi kunne vente noget samme aften, og selvom Toldstrup havde pålagt sine kurerer ikke at deltage i aktioner på de steder de besøgte, spurgte hun (så vidt jeg husker "Annie"), om hun ikke måtte komme med. Da vi havde hørt navnet i den engelske radio, cyklede vi om aftenen, så vidt jeg husker en søndag. Desværre kom der ingen fly med gods til os den nat, så "Annie" fik ikke den oplevelse med sig hjem.

Pladsen blev imidlertid annulleret, og vi fik en plads på  Havris hede (pkt. 20 D3 Side 25), men herom senere.

Først vil jeg fortælle om nedkastningen på Abildholt hede ved Feldborg plantage (E3 side 30) den 3. og 4. august 1944.

Mellem kl. 19.00 og 19.30 den 3. august kom "Tage" cyklende fra Holstebro og spurgte, om vi ikke kunne stille med nogle folk samme aften og hjælpe til med at modtage en sending gods fra England på ovennævnte plads, idet de ikke havde folk nok til opgaven i Holstebro. E. Rørbæk Madsen, J. Krabbe Nielsen

og jeg cyklede ud til den aftalte plads, og tidsrummet var, så vidt jeg husker, fra kl. 24.00 til 04.00. Men det eneste der kom den nat var en tysk natjager, der kom temmelig lavt hen over pladsen. Toldstrup kom også kørende i bil fra Aarhus,

idet der skulle komme 2 faldskærmsfolk sammen med godset. "Carl", som var leder af pladsen, spurgte om vi ville komme aftenen efter, såfremt kodenavnet, som han gav os, kom i den engelske radio. Det gjorde det, og den nat fik vi 12 containere samt 2 faldskærmsfolk, hvoraf den ene var "Bent", som jeg i vinteren 1945 kom til at kende nærmere. Containerne blev gemt i nogle brede grøfter i plantagen og dækket til med grangrene. Lasten blev hentet dagen efter og kørt til en plantage øst for Ulfborg. Det var vognmand Chr. Jensen, Struer og J. Krabbe Nielsen, som foretog denne transport. J.K.N. har senere fortalt, at han sammen med Chr. Jensen 's chauffør Emil Hansen senere kørte godset til Fredericia.

Det var for øvrigt et betagende syn første gang at 14 faldskærme i  forskellige farver i den dunkle nat dale ned på jorden. Så vidt jeg husker, fortalte "Bent" ved et besøg i Struer i vinteren 1945, at meldingen den 3. august kom for at prøve holdet til næste aften, det var nu en hård prøve ikke at få søvn i 48 timer, hvilket jeg oplevede, idet jeg jo også havde et legalt arbejde hos B.&. O.

I sommeren 1944 fik vi kontakt med Chr. Elmholdt, som på daværende tidspunkt havde restaurationen ved Rydhave slot samt passede haven ved slottet. Chr. Elmholdt etablerede en gruppe i Vinderup og omegn, hvoraf jeg  kom til at kende hans svoger, bankbogholder Kristian Mikkelsen og broderen Svenning Elmholdt samt doktor Kr. Moesgaard og Alexander Storgård, Handbjerg og "Storm", forstkandidat, som var gået under jorden i Rydhave.

Det skulle vise sig, at der blev et eksemplarisk samarbejde mellem Struer - og Vinderupfolkene i efteråret 1944 og vinteren 1945. Som nævnt ovenfor fik vi pladsen på Havris hede pkt. 20 godkendt og den første nedkastning fandt sted den 30. september 1944 og den sidste den 23. april 1945. Kodenavnet på denne plads var "SPENCER", og ifølge oplysninger fra Chr. Elmholdt modtog vi i alt 108 containere! Den første sending blev kørt til Handbjerg til et sommerhus, som J. Krabbe Nielsen boede i.

Vi modtog igen i oktober, november og nytårsnat 1945. Hver gang 12 containere, som alle blev kørt til Rydhave skov, hvor vi havde gravet en hule til opbevaring af godset. Vi læssede lastbilen på ca. 20 minutter, en enkelt gang tog det kun 10 minutter. Nytårsaften 1944/45 var jeg ikke med, idet jeg var hjemme hos mine forældre på juleferie. Det var jo lidt bittert at høre vort kodenavn i den engelske radio, og vide at jeg ikke kunne nå til Struer. Det var også svært senere på natten, som var stille og stjerneklar, at høre den store aktivitet af flyvemaskiner også ved Aarhus. Da jeg kom hjem til Struer dagen efter, fortalte de forskellige, hvordan de havde digtet mere eller mindre troværdige historier, om at de var nødt til at forlade de selskaber, de deltog i ude eller hjemme. Aftenens specielle dato havde også sat sit præg på nedkastningsfolkene, idet Chr. Jensen og de folk han skulle have med på vognen bestemte at køre den hurtigste vej hjem til Rvdhave slot. som gik igennem Vinderup, hvor der var tyske soldater indkvarteret . Disse var også ude at fejre nytåret, idet de smed øl op i lastvognen, da den kom kørende gennem Vinderup.

 I oktober/november fik vi en radiosender til pladsen, en såkaldt "S-phone", som kunne benyttes til at tale med piloten i et bestemt kodesprog, så piloten var sikker på, at han var på vej til den rigtige plads. Helge Randsbæk fik denne tjans, idet han var en meget dygtig radiotekniker hos B.& O., og han kunne også tale engelsk, i øvrigt var det et surt job at stå med hovedtelefoner på i flere timer. Helge Randsbæks kone Winnie fik en dreng i sommeren 1945, som de opkaldte efter vort kodenavn "SPENCER".

Udover ovennævnte nedkastning nytårsnat vil jeg omtale endnu et par nedkastninger. Den første vi fik efter nytårsaften var i marts måned, den 10. hvor der til vores store overraskelse blev nedkastet 24 containere, og vi kunne kun have 12 på lastvognen, som vi  læssede, og Emil Hansen, Lars Rølle, Alexander Storgård og jeg kørte med det første læs til et nyt depot ved Livbjerg strand mellem Struer og Handbjerg St. ca. 500 meter fra landevejen og jernbanelinierne ned til huset ved stranden. Vejen var ikke ret bred og ca. halvvejs 2-300 meter, var der et husmandssted på højre side, vejen slog en lille bue til venstre, som bevirkede, at lastvognen skred ned i pløjemarken, som var meget blød på daværende tidspunkt. Vi var nødt til at læsse containerne af lastvognen, og Alexander Storgård fandt en løsning på problemet, idet han kendte en gårdmand på en af Livbjerggårdene, som kørte en mælketur, og han kunne nok få tid til at køre containerne ned til huset ved stranden, imens lastvognen returnerede til pkt. 20 for at hente de sidste 12 containere.

Imens Emil og Lars kørte tilbage til pkt. 20 fik Storgård, gårdejeren og jeg containerne ned til lageret. Kl. 06 kom Emil, Lars og et par stykker til med de sidste 12 containere. Da klokken jo var ved at være mange, ville jeg ikke køre hjem til Struer, idet jeg ville møde strømmen af arbejdere på vej til B.& 0.. Jeg ville begynde at tælle sendingen op. Lars Rølle ville ikke have, at jeg var der alene, så han insisterede på at hjælpe til. På dansk tobak og postevand talte vi sendingen op, og var færdige ved 4-5 tiden om eftermiddagen. Vi besluttede os for at besøge familien

på husmandsstedet, og undskylde den støj vi havde lavet uden for deres soveværelsesvinduer om natten. Vi mødte dem i kostalden og havde dårligt fremført vor undskyldning, før manden og konen tog os i hænderne og takkede os for vor indsats. Det var for mig, og jeg tror også for Lars, den største oplevelse vi fik i denne tid. Her var det ikke de mange  ord, der talte, det var nogle følelser - for os alle 4 - som jeg er ude af stand til at beskrive. På vej hjem til Struer inviterede Lars mig hjem til hans kone Lis for at få et måltid varm mad. Midt under spisningen kom vognmanden, og spurgte om Lars kunne tage med på en tur til "Bjarne" ( Stendis hede D2 side 30) E. Rørbæk Madsens plads, efter noget gods, der var kommet aftenen før. Selvfølgelig tog Lars med, ligesom det også var en selvfølge fra Lis's side.

Efter denne aften havde vi 2 lastvogne til de efterfølgende nedkastninger, som bestod af 24 containere. Så vidt jeg husker tilhørte den anden lastvogn også Chr. Jensen.

Næste gang der var  lidt dramatik ved en nedkastning, var enten den sidst i marts eller den allersidste i april 1945. Her faldt 2-3 containere ned i plantagen, og det var vist også ved denne nedkastning, at en af containerne gik i stykker. Efter containeme var læsset på lastvognene blev Svenning Elmholdt og jeg tilbage for at få faldskærmene pillet ned fra grantræerne og gemt dem i plantagen. Da vi var færdige ved 07 tiden om morgenen, hørte vi kraftig motorstøj på landevejen 200 meter fra pladsen. Det viste sig at være en kolonne tyske lastbiler med soldater. Heldigvis kørte de videre mod nord forbi vor plads. Vi kom godt hjem til Rydhave slot, hvor Chr. Elmholdt's kone serverede den bedste portion havregrød, jeg nogensinde har fået. Ejnar Jensen, svoger til vognmanden, havde jobbet med at stå vagt ved indkørslen til pladsen og advare os, hvis der kom uvedkommende personer. Det kom der ved en af modtagelserne, en dreng på ca. 14 år, som boede i nærheden og åbenbart fået færden af, at der skete et eller andet på stedet. Ejnar fik stoppet drengen og anbragte ham ved sin side og holdt moralprædiken for ham, indtil nedkastningen var veloverstået. Han sagde, at han skulle holde tæt med, hvad han havde set, for det kunne blive farligt for folkene på pladsen, hvis han ikke tav. Ejnar's rolige væsen og pædagogiske evner fik drengen til at spørge, om han ikke måtte være med. Det kunne der selvfølgelig ikke være tale om, og drengen hørte vi ikke mere til.

Efter hver nedkastning skulle denne optælles, og listen sendes til Toldstrup's hovedkvarter.

Beretning af:  Arne Kruse Andersen