|
Johs.
Jensen havde uden vores viden
arbejdet for hærens efterretningstjeneste v/ oberst Lunding, med at
samle oplysninger om tyskernes befæstningsanlæg på vestkysten, og
havde i den forbindelse fået kontakt med en nordmand, der var ansat,
så vidt jeg ved, hos organisation OT på Ølbyvej. Johs. Jensen
mistede forbindelsen med sin kontaktmand inden for
hærens efterretningstjeneste i februar/marts 1944.
Han havde da
ingen at sende sine informationer til. Johs. Jensen fortalte mig på
daværende tidspunkt om sit arbejde, og spurgte mig, om mine
forbindelser var interesseret i at modtage det materiale, han kunne
fremskaffe. Jeg kan huske, at jeg udtrykte betænkelighed ved denne
sag, nok fordi jeg havde den mening, at man ikke skulle have flere
illegale arbejder samtidig. Men Johs. Jensen stolede fuldt ud på
nordmanden. Jeg forelagde ovennævnte for Toldstrup ved hans næste
besøg.
Denne sagde, at han ville
undersøge nærmere og så ringe til mig, og i kodesprog fortælle om
det videre forløb. Såfremt han i samtalens løb sagde, at moster
havde det godt, var det O.K. med fortsættelse af forbindelsen, men
sagde han, at moster var syg, skulle forbindelsen afbrydes.
Toldstrup ringede ca. 8 dage senere, og sagde i samtalens løb, at
moster var meget syg. Jeg fortalte Johs. Jensen om
resultatet, og bad ham omgående afbryde enhver forbindelse med den
begrundelse, at han havde mistet forbindelsen med sin kontaktmand,
og jeg hørte ikke mere til den sag. Jeg vil tro, at jeg omtalte
ovennævnte for Tolstrup ved vort møde på Struer banegård
påskesøndag 1944 (omtalt under afsnittet Nedkastninger), under alle
omstændigheder skete dette i april 1944.
Som bekendt blev Johs. Jensen
arresteret den 14. juni 1944. Han kom til koncentrationslejren
Neuengamme, hvor han døde den 22 januar 1945. Hvordan jeg fik
det at vide, kan jeg ikke huske, men det er højst sandsynligt blevet
omtalt ved morgenkaffen på pensionatet. Jeg reagerede på den måde,
at jeg meddelte på B.& O., at jeg ikke kom på arbejde den dag, og
cyklede en lang tur til den anden side af Holstebro. Jeg kom tilbage
til Struer om aftenen, indlogerede mig på Jernbanehotellet og gik på
arbejde dagen efter. Vi havde fået at vide, at såfremt Gestapo ikke
havde været i aktion 24 timer efter en arrestation, skulle den
værste fare være overstået.
Peter Larsen rejste fra Struer, og
jeg hilste på ham en dag i sommeren 1945, hvor han kom fra
Sønderjylland. Han havde gjort sin indsats der idet forløbne år.
I 1984 fik jeg via Lars Rølle at
vide, at kriminalkommissær H. V. Buhl (som var kriminalbetjent i
Struer fra 1943) efter krigens ophør havde efterforsket Johs.
Jensens sag i Aarhus, og fået oplyst, at det var en fejltagelse, at
J. J. blev arresteret på så tidligt et tidspunkt. Der skulle have
gået længere tid, så de kunne samle mere materiale mod J. J., og
evt. have ophævet organisationen.
Johs. Jensen var ungkarl som jeg,
vi var jævnaldrende og spiste på samme pensionat. Han stammede fra
Borris og kom til Struer fra Bornholm i 1943.
Arne Kruse Andersen. |