Af de sabotageaktioner, der blev foretaget i Struer, var jeg med til to. Jeg var af den opfattelse, at da nu nedkastningerne var i god udvikling, kunne sabotage skabe en situation med razziaer fra Gestapos side, og dermed en mulig optrævling af den eksisterende modstandsbevægelse. Endvidere havde vi jo heller ikke i Struer oplagte sabotagemål udover jernbanelegemet. B.& O. arbejdede som bekendt ikke for Værnemagten, og så vidt jeg husker, var der heller ingen af de små virksomheder i Struer, der gjorde det. Der var selvfølgelig nogle vognmænd med nogle lastvogne, der som en af dem sagde efter den 5. maj, også ville være med "i dansen om guldkalven". Der var selvfølgelig også den tyske militærforlægning på skolerne samt OT lejren på Ølbyvej, vi kunne drille lidt, men det talte vi nu aldrig om.

Den første sabotage jeg var med til var på opfordring af "Carl" i Holstebro i januar 1945. Vi skulle spærre et lokomotiv inde på Hjerm station. "Carl" skulle ringe til Lars Rølle og oplyse, hvornår lokomotivet kørte fra Holstebro, og vi skulle så køre ud til Dalbygård (B2 side 30) og sprænge et stykke af jernbanelegemet i en kurve, når vi havde hørt sprængningen fra Holstebrofolkene på den anden side mellem Hjerm og Holstebro. Da Lars Rølle var ude at køre med vognmanden, blev det bykommandanten, officiant O. E. Hvidegaard, der blev min makker. Aktionen forløb uden problemer.

Tryk på billederne for at se den i stort og de evt. forklaringer der er skrevet på billederne

Den næste operation jeg var med til var den 7. februar 1945.  E. Rørbæk Madsen kom til mig kl. ca. 17.30 og fortalte, at han havde fået melding om, at der kom et militærtog fra Thisted omkring kl. 18.30. Han bad mig tage ned til Børge Neergaards privatbolig på Strandvej 29. I hans fyrrum var Chr. Stefansen, Lars Rølle, Børge Neergaard, R. Lauth og vist nok et par stykker til i færd med at lave bomber til toget. E. Rørbæk  Madsen og en til skulle cykle over på den anden side af ledvogterhuset på dæmningen og signalere, når de så toget komme nordfra. Kl. ca. 18.15 kunne vi høre et tog komme. Jeg kan ikke huske, om vi så signalerne fra E.R.M. .Chr. Stefansen og jeg gik op til jernbanelinien, som løber langs Strandvejen, og anbragte bomberne således, at når lokomotivet aktiverede tågesignalerne, så sprang bomberne under den første vogn efter lokomotivet.

Et stykke jernbaneskinne

fra afsporing af tysk troppetog

den 7. februar 1945 kl. 18.28

v/ Strandvejen 30  Struer.

Kan ses på Holstebro Museum

Årsagen til denne fremgangsmåde var at beskytte personalet på lokomotivet, som var dansk. Under aktionen kom et par gående på Strandvejen, mens vi anbragte bomberne, men da de så vagterne sagde de, at de hellere måtte vende om igen. Hele aktionen varede vel ikke længere end 5 minutter, og vi gik så alle hvert til sit; og jeg var kommet op midt i Kirkegade før jeg så lysglimtet, og derefter hørte braget og lyd af splintrende jernbanevogne. Alle vognmænd i Struer, herunder også Chr. Jensen, blev beordret til at køre de ødelagte vogne og materiale bort. Jeg gik hjem og klædte mig om, og derefter besøgte jeg bankkasserer Eisbo og hans kone og fik et spil kort. Da de ikke var med i noget som helst illegalt arbejde, blev jeg meget overrasket, da de efter krigen fortalte mig, at de havde på fornemmelsen, at jeg havde været med til at lave ovennævnte sabotage.

Et par dage efter blev jeg meget flov, da jeg fik at vide, at der ikke var nogle, som ryddede op efter os. Det kunne jo ikke undgås, at der var sprængstof, lunte, papir m.v. tilbage i fyrrummet. Jeg fik at vide, at det havde Børge Neergaards mor gjort. (En skøn og temperamentsfuld dame på 70 år - født 13. maj 1874). Efter vi var gået, var hun gået ned i fyrrummet for at rydde op, så ingen kunne se, at her havde været nogle rodede sabotører på besøg. Hun gik herefter i Kino forbi det væltede tog og de tyske vagtposter. Fru Neergaard havde en personlig udstråling - og nogle kontante meninger, som vi beundrede. Det Neergaardske hjem på Strandvejen 29 blevet samlingssted for mange af os i vinteren 1945, ligesom de også af og til husede folk fra andre byer, der måtte gå under jorden. Hjemmet bestod af moderen, Børge samt Nanna og Ellen, der var kommet hjem fra København, hvor de boede, de sidste måneder af krigen. Jeg havde på fornemmelsen, at fru Neergaard godt kunne lide at herse med de forskellige mandfolk på sin sommetider lidt barske men charmerende måde. En af hendes foretrukne var, så vidt jeg kunne skønne, Ejnar Bækgaard fra Nr. Nissum seminarium, der som regel overnattede der, når

han havde været til møde i Struer. Det var Nanna og Ellen, der i den sidste måned af krigen syede 2 faner af faldskærmsstof til henholdsvis Struer og Vinderup. Disse blev indviet ved en parade den lo. maj 1945 (Kr. Himmelfartsdag). Fanen fra Struer befinder sig i dag på Frihedsmuseet i København.

Da general Lindemann i februar var på vej til Hanstholm, blev jeg vækket ved 02-tiden om natten af remisearbejder, Harald Nielsen, "Snalle". ' Han fortalte, at Lindemann ville passere Struer i tog ved 04-tiden og spurgte, om det ikke var en god ide, at sabotere hans tog. Jeg sagde, at det syntes jeg ikke, for krigen ville jo ikke ændre sig, selvom Lindemann blev slået ihjel. Der ville jo straks være en anden til at erstatte ham, og han kunne måske være værre end Lindemann. Endvidere var jeg også bange for de repressalier en sådan aktion kunne medføre. Harald Nielsen gik igen, vistnok lidt skuffet over min holdning.

Jeg må indrømme, at da Lindemann på tilbagevejen blev saboteret, gav det modstandsbevægelsen stor reklame og goodwill. Lille Hillersborg brændte, heldigvis uden tab af dyr - og menneskeliv; og værdien af de materielle tab var lille i forhold til den for modstandsbevægelsen værdifulde omtale.

Jeg havde dagen efter en samtale med E. Rørbæk Madsen, som foretog aktionen, om det formålstjenlige i en sådan aktion. Vi kunne ikke vide, at den også kom til at skabe problemer i modstandsbevægelsen, som E. Rørbæk Madsen så udførligt har beskrevet i sit skrift "Modstandskamp på Strueregnen".

De øvrige sabotager, der blev foretaget i Struer på lastbiler og jernbanenet, kan jeg ikke berette om, da jeg ikke var involveret i nogen af dem. Den sidste sabotage blev, så vidt jeg husker, foretaget den l. maj. Det blev jeg vred over, idet den foregik på jernbanelinien til Hjerm ved lille Hillersborg. Vi havde samme aften stabsmøde hos Mads Hillersborg ca. 1 km fra sabotageaktionen, og vi hørte midt under mødet bragene fra eksplosionerne. Det værste var dog, at der samme aften var en våbentransport fra Rydhave slot til Lemvig. Transporten mødte en tysk vejpatrulje på hovedvej 11 ved Gimsing, og dette førte til skududveksling, uden at vi heldigvis led nogen tab af menneskeliv. Bagefter kan man ikke lade være at tænke på, om den tyske vejpatrulje var årsag til  sabotagehandlingen. Da jeg et par dage efter hørte om turen, kunne jeg endnu engang ikke lade være med at beundre vognmand Chr. Jensen. Da en af vore vagtposter i Drøften (vejen  mellem Gimsing kirke og hovedvej 11) stoppede lastvognen og fortalte om den tyske vejpatrulje, spurgte C. J. folkene på ladet, om de var klar til en eventuel ildkamp, idet han ville sætte fart på bilen og komme så hurtigt igennem som muligt. Dette lykkedes jo heldigvis.

På de før nævnte faner af faldskærmsstof er det broderede Struer byvåben samt kvasterne syet og lavet af tråde fra faldskærme. Stof og sytråd er således af samme materiale.

Arne Kruse Andersen