|
Levemåden /
Familielivet
I Kejsertidens Rom var størstedelen af befolkningen fattige.
Der var forskellige former
for fattige, og de var hovedsagligt delt
op i de ludfattige frie og
slaverne. Mange af slaverne var
veluddannede og levede i
deres egne huse eller deres herres hus,
men der var også de slaver
som bare skulle slide og slæbe uden
at få ret meget for det.
De ludfattige frie var som regel
landfamilier som var
kommet til byen, fordi deres jord var blevet
opkøbt af de store
godsejere eller familiens mænd var blevet
”indkaldt” til militæret, så
havde de ingen mandlig hjælp og så gik
det som regel skidt. Det
kunne også være fordi deres høst var
gået dårligt eller de
havde gæld, så de blev nødt til at søge ind til
byen.
Mange af de veluddannede slaver
havde det rigtig godt, hvis de
boede hos en herre som lod
dem leve i deres huse og på samme
tid arbejdede som
håndværkere, uafhængigt af deres herre, med
rådighed over deres egne midler.
Derfor var det ikke alle der var
lige fattige, selvom de hørte
under samme kategori. Så var der de
ufaglærte som ikke tjente ret
meget, men alligevel tjente de en del i
forhold til soldaterne som kun
tjente halvdelen af hvad de
ufaglærte tjente. De ufaglærte
var som regel de mennesker som
kom ude fra landet og flyttede
ind til byen. De havde ingen
mulighed for at blive lært op,
for der skulle bare tjenes penge til
familien. En familie bestod ofte
af en mor og far og 5-6 børn,
derfor blev, pengene som de
ældste børn tjente, hurtigt brugt på
mad og drikke… det skal lige
siges, at de fattige var meget
beskedne, så de brokkede sig
ikke over den usle løn de fik.
Mange af de fattige var
undertrykte af andre fattige, f.eks. hvis
nogle fattige lavede
kriminalitet dragede de næsten altid andre
uskyldige fattige med ind i det,
og det var derfor de rige romere
var tilbøjelige til at betragte
alle fattige som kriminelle.
Man ved ikke så meget om de
fattiges levemåde i kejsertidens
Rom, da der ikke rigtig findes
nogen kilder om det. Men man har
da regnet mange af de ting ud,
som man ved om dem i dag. Man
ved at deres hverdag var på 12
timer og deres nat var på 12
timer. I løbet af natten sov de
fleste familier, men mange af de
unge smukke piger var ude om
natten for at tilfredsstille mere
velhavende mænd. Om dagen
arbejdede næsten alle i familien,
drengene var som regel ansatte
som ufaglærte håndværkere eller
også var de med til at laste
skibe rundt omkring i Rom. Der var
mange af de fattige bønder som
var gået over til at udføre
daglejerarbejde eller andet
lønarbejde, fordi de ikke havde deres
gård mere. Mange af dem
tilbragte dels deres tid i byen eller på
landet alt efter hvor der var
arbejde. Moderen var hjemme for at
holde styr på de mindste børn,
og lavede mad af de produkter de
havde. Mange af børnene blev
gift i en ung alder, pigerne skulle
mindst være 12 år og drengene
skulle mindst være 14 år, så havde
familien sikret sig at de fik et
bedre liv, og så var der heller ikke så
mange som skulle have mad.
Det var dog ikke alle fattige
familier som havde det sådan her,
som jeg tidligere har nævnt var
der flere kategorier inde for
definitionen af fattige. Der var
nemlig også de rigtig ludfattige frie
som levede under broer og ude på
de ludfattiges høj, uden for
Rom. De var virkelig fattige, de
havde ingenting kun sig selv, de
tiggede og var meget usle.
Ligesom der fandtes mange forskellige
former for fattige, var der også
mange forskellige former for rige.
Palazzo
di Venezia, Rom, Italien
H.C. Andersen tegning 8 februar 1834
Kilde: Odense
Bys Museer
Næsten alle rige havde en eller anden form for slaver, som
arbejdede udenfor og indenfor.
Det var helt normalt at en rig
familie havde op til 25 slaver,
som gjorde rent og opvartede
familiens overhoveder og ordnede
deres udendørs aktiviteter,
såsom at passe hestene og være i
marken. Mange af de familier
havde også en veluddannet slave
som var i deres hjem, som en del
af deres familie, en slave som
bød de fine gæster velkommen og
var herrens højre hånd. De rige
boede i store huse med masser af
rum, der bar et præg af smukke
mosaikker som var importeret fra
Grækenland eller lande fra det
fjerne Østen. Mange af
overklassens mænd brugte meget
tid på at studere, at skrive og
digte, rejse og holde selskaber.
De var som regel bylandmænd,
som levede af deres overskud fra
deres gårde eller godser ude på
landet. De gårde blev styret af
en veluddannet slave som fik en
udmærket løn.
De fleste riges hverdag var
ligesom de fattiges… dagen var på 12
timer og natten på 12 timer. De
rige havde mange penge alt efter
hvor godt det gik med deres
landbrug. Men de sparede på dem,
der var i hvert fald ingen grund
til at sidde oppe når det var blevet
mørkt, for det var for dyrt i
fakler og lys. Det var kun når de
havde store selskaber, de ville
ofre lidt flere penge. Mange af
bylandmændene som havde store
gårde ude på landet, var ikke
altid lige for smarte. Deres
gårde kunne have været meget større,
men de kunne ikke finde ud af at
bruge deres resurser ordentligt.
Eller også var de bange for, at
hvis de lavede lidt om, ville det
ikke give de samme penge som
før. Man kan konkludere at, de
var bange for fornyelse.
Konerne var 10-20 år yngre end
mændene, de var smukke og
velbegavede. Det var dem som
styrede det hele derhjemme, når
manden ikke var der, og det var
han ikke særlig tit, så konen var
herre over huset. Men hendes
magt strakte sig ikke udover husets
4 vægge. Når manden var hjemme,
gik de ofte ud for at more sig,
f.eks. når der var Gladiator
kampe i Rom på Colosseum, det var
det helt store ”hit” inden for
morskab i Kejsertidens Rom. De
mennesker som kom ind for at se
de kampe, var dem fra
overklassen og middelklassen,
ingen fattige. Det var nemlig for de
finere!
Her er et eksempel på
hvordan de rige så de fattige…
Dette er skrevet af Marcus Cornelius Fronto, som var
hofmand og fortrolig med
Kejser Marcus Aurelius, skrevet i 165
e.kr.
”Det synes
at være udslag af den største politiske indsigt, at han ikke engang
overfor skuespillere og de andre optrædende på scenen, i cirkus eller
amfiteatret, var forsømmelig som kejser. Han vidste åbenbart, at de to
vigtigste midler til at bevare kontrollen med romerfolket, er
kornuddeling og skuespil, og at ens succes som kejser beror lige så
meget på forlyster som på de andre mere alvorlige ting: hvis de
alvorlige ting forsømmes, sker der større materiel skade – hvis
forlystelserne negligeres, går det hårdere ud over ens popularitet.
Han har set, at der ligger voldsommere lidenskaber bag ønsket om
skuespil end kornuddelinger. Ved uddelingerne er det kun den
kornberettigede almue, som pacificeres - én mand ad gangen. Men ved
skuespillene vinder man på én gang hele folket for sig.”
Dette stykke er typisk
for den rige romers fordomme mod den
fattige, især mod dennes
forkærlighed for brød og skuespil.
Frontos ord indeholder
imidlertid også en hentydning til et
forhold, der sjældent har været
behandlet, nemlig at mange af de
fattige, overværede
skuespillene, aldrig modtog tildeling af
hverken brød eller korn eller
penge.
|
